Af Rikke Berg | ribe@avisen.dk Byggemand Bob har sin egen virksomhed og en kæmpe maskinpark. Blomsterpigen Fifi har et fint hus og en velpasset køkkenhave.
I Keith Chapmans populære tv-serier bliver børn præsenteret for en stereotyp maskulinitet og feminitet: Mænd er ude på arbejdsmarkedet og er handlekraftige. Piger er i hjemmet.
»Kan vi klare det? Ja, vi kan!« råber Bob og hans maskiner igen og igen. Pigerne er søde og smilende: »Blafrende blomsterblade,« er Fifis yndlingsudtryk.
Og børn elsker tilsyneladende de to britiske tv-serier, som blandt mange andre sprog er oversat til dansk.
Gener eller kultur
Ifølge Keith Chapman har hans to tv-serier så stærk appel hos henholdsvis drenge og piger, fordi de giver sig hen til nogle genetisk betingede interesser.
»Det ligger i vores instinkter, ja, i vores genetik, at vi interesserer os for nogle forskellige ting helt fra barnsben,« siger Keith Chapman, der selv er far til tre drenge.
Hans erfaring er, at drenge interesserer sig for at lege voldsomt og smadre ting. Mens piger er mere tilbøjelige til at ville lege stille og forsigtigt med deres ting. Og det har han i tankerne, når han skaber sine serier.
Stine Liv Johansen, ph.d.-studerende på medievidenskab på Aarhus Universitet, forsker i små børn og medier.
Hun mener, at det er umuligt at sige, om drenge og pigers tv-seriepræferencer er styret af genetik eller kultur.
»Men uanset om de er styret af det ene eller andet, så står to ting fast: Nemlig at forældre præsenterer deres børn et meget stereotypt tilbud af film og tv-serier, og at børnene er glade for det,« siger hun.
Piger skal se drenge-tv
Stine Liv Johansen opfordrer dog forældre til at være opmærksomme på at bløde lidt op på det meget drengede og pigede tilbud af film og tv. Keith Chapman understreger, at han ikke ønsker at pådutte børn nogle konservative forestillinger om, hvordan drenge og piger skal være. I øvrigt kan drenge og piger også godt have fornøjelse af at se hinandens tv-serier, påpeger han.
»I hvert fald indtil de bliver omkring fire år. Så vil de nok begynde at blive bevidste om, at de er pigede eller drengede, og stå af,« siger han.
Keith Chapman fik ideen til tv-serien Byggemand Bob, da han en dag så et sjak af arbejdere i gang med de store maskiner på en byggeplads.
Tv-serien blev en dundrende succes. Keith Chapman fandt det derfor oplagt at følge op med en tv-serie for piger.
Det blev til tv-serien Fifi og blomsterbørnene, der lige nu bliver vist på TV2.