Trods milliarder i nødhjælp og store planer for udvikling er DRCongo i det centrale Afrika atter truet af kaos.
Hærchefen i landets militære styrker siger, at han er parat til "et modangreb", hvis oprørere støttet af Rwanda ikke trækker sig ud af byen Goma.
- Hvis oprørerne ikke respekterer tidsfristen, som udløber tirsdag, vil vi gøre vores arbejde og genoprettet statens autoritet, siger general Francois Olenga og tilføjer:
- Hele befolkningen i DRCongo er imod denne aggression. Det giver os moralsk styrke til et modangreb.
En række topledere fra flere centralafrikanske lande har under et krisemøde besluttet at give oprørere i gruppen M23 besked på at rømme Goma senest tirsdag.
Tusindvis af mennesker er drevet på flugt, efter at M23 forleden indtog den strategisk vigtige by. Oprørerne har afvist adskillige internationale opfordringer til at stoppe deres offensiv i regionen.
DRCongos regering beskylder Rwanda for at orkestrere oprøret med det formål at få fat i regionens diamanter, guld og andre værdifulde ressourcer.
FN har offentliggjort en rapport, som støtter påstandene om, at Rwanda yder massiv støtte til M23-oprørerne i form af våben og soldater.
Oprørerne er på kort tid er blevet stærkere efter at have indlemmet en gruppe tutsi-soldater, der brød ud af hæren.
De forsøger at udnytte, at præsident Joseph Kabila har mistet popularitet på grund af udeblevne reformer, manglende sikkerhed og udbredt fattigdom.
Oprørerne har truet med at indlede en 1500 kilometer lang march mod hovedstaden Kinshasa med det mål at fjerne præsident Kabila.
Oprørerne i M23 beskrives af iagttagere som paradoksale, fordi de på den ene side er faret frem med stor brutalitet, men samtidig har vist sig at være gode administratorer, som i nogle områder har skabt klare forbedringer for lokalbefolkningen.
/ritzau/Reuters