Flyet var netop lettet fra Denver i Colorado med kurs mod Hawaii, og alt var som sædvanligt. Kaptajnen var ved at fortælle om turen, da flyet pludselig blev ramt af en voldsom eksplosion.
– Flyet rystede voldsomt, og vi mistede højde. Vi faldt voldsomt, fortæller en af passagerene, Davis Delucia til nyhedsbureauet AP.
For gudskelov kom hverken han eller de øvrige 231 passagerer noget til – det lykkedes nemlig piloten at få flyet vendt om og landet sikkert igen.
En af passagerene greb sin telefon og filmede den dramatiske situation med en brændende motor lige uden for sit vindue. Du kan se videoen nederst i denne artikel. Og andre lagde deres punge i lommen ved sædet, så de kunne være sikre på at blive identificeret, hvis det værste skulle ske.
På jorden kunne situationen også have udviklet sig dramatisk. Ved eksplosionen blev flere dele revet løs fra motoren, og vragdelene landede midt i et villakvarter i byen Broomfield.
– Vi så flyet flyve hen over os og hørte en eksplosion. Vi så op, og kunne se sort røg. Vragresterne begyndte at regne ned – det så ud som små, flydende stykker. Men når jeg ser på dem nu, kan jeg se gigantiske metalstykker overalt på jorden, fortæller Kieran Cain til CNN.
Myndighederne skal nu undersøge, hvad der forårsagede fejlen.