Drama i fitnesscenter: Mand forsøger at sætte ild til træningsudstyr

Krimi
En bølge af hærværk har ramt PMT GYM på Holbækvej i Slagelse. (Foto: Foto: Google Maps)

Flere medlemmer af motionscentret i Slagelse var i gang med at træne, da den maskerede mand begyndte at hælde benzin på noget træningsudstyr.

Et motionscenter i Slagelse har i løbet af de sidste fire uger været udsat for flere former for hærværk. Vandaliseringen af PMT GYM på Holbækvej kulminerede tirsdag morgen ved syv-tiden, hvor en maskeret mand hældte benzin ud over noget træningsudstyr.

Kendt bryggeri er erklæret konkurs

- Han har simpelthen smadret ruden bagved centeret, og derefter er han begyndt at hælde benzin udover vores træningsudstyr, mens der var medlemmer i centeret, siger Søren Pokke til Sjællandske.

Han er ejer af PMT GYM, der er en kæde af fitnesscentre på Sjælland. Det lykkedes tre medlemmer at skræmme gerningsmanden væk, før der blev sat til, forklarer Søren Pokke.

I løbet af de sidste fire uger har PMT GYM fået smadret et indgangspanel, flere ruder, og der er blevet hvid hældt maling på døren. Rækken af hærværk kulminerede i går, hvor der blev hældt benzin på træningsudstyret.

- Jeg har virkelig ingen idé om, hvem der vil mig det ondt, for jeg er ikke uvenner med nogen og vil egentlig bare gerne drive et fitnesscenter med min kæreste, siger Søren Pokke og forklarer, at bølgen er hærværk snart har kostet ham 100.000 kroner.

Politiet oplyser, at de har modtaget en anmeldelse om tirsdagens episode, hvor det lykkedes flere personer i træningscentret at skræmme den ukendte gerningsmand væk.

Gerningsmanden beskrives som spinkel af bygning. Han stak af fra stedet på en herrecykel med en benzindunk i hånden.

Man kan kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.