Drama i aftes: Voldsomt uvejr tvang fly til Odense til at lande i København

HCA Airport i Odense, hvor flyet skulle have været landet klokken 19.05 lørdag aften. (Foto: Foto: Robert Wengler/RItzau Scanpix)

Et uvejr over det sydlige Danmark førte lørdag aften til, at et græsk passagerfly med feriegæster fra Kreta på vej mod Odense måtte sikkerhedslande i Københavns Lufthavn.

En passagerfly, der var på vej fra den græske ferieø Kreta kom ud for et voldsomt uvejr over Syddanmark lørdag aften, da det efter planen skulle lande i Odense klokken 19.05.

Det skriver Fyens.dk.

Men i stedet for at gå på kompromis med sikkerheden, tog piloten en drastisk beslutning, da han kunne konstatere, at tordenbragene og regnvejret gjorde det umuligt for ham at lande flyet forsvarligt i lufthavnen Hans Christian Andersen Airport lidt uden for Odense. 

I stedet valgte piloten at sikkerhedslande flyet med omkring 200 feriegæster om bord i Københavns Lufthavn 45 minutter senere. Klokken 20.50 var uvejret over Fyn trukket tilstrækkeligt langt nord på, at flyet satte kursen tilbage mod Odense, hvor det landede klokken 22 lørdag aften.