Den 28-årige somalier, der er sigtet for drabet på en sagsbehandler fra Jobcenter Holstebro, har endnu engang forsøgt at flygte.
Flugtforsøget fandt sted i går, da manden skulle have forlænget sin varetægtsfængsling i Retten i Holstebro.
Inden retsmødet fik den 28-årige håndjernene af, så han bedre kunne spise. Under påskud af at skulle smide noget i skraldespanden, rejste han sig op og flåede døren op, hvorefter han flygtede ud af retsbygningen, skriver Dagbladet Hostrebro/Struer.
Manden blev kort efter anholdt af politiet.
Det er langt fra første gang, at den drabssigtede har forsøgt at flygte. I marts stak han af fra psykiatrisk afdeling i Aalborg i forbindelse med en mentalundersøgelse.
I den forbindelse hyrede Holstebro to vagter til at stå foran indgangen til jobcentret i tilfælde af, at den 28-årige mand skulle finde på at opsøge drabsstedet.
Birthe Christiansen blev dræbt foran sin arbejdsplads i Holstebro den 27. januar - samme dag som hun skulle have haft et møde med den 28-årige somalier.