En Bandidos-rocker kan udleveres til en straffesag i Frankrig, har en dommer i Retten på Frederiksberg tirsdag slået fast.
Ian Ramm Hansen, der sidder bag danske tremmer for at have dræbt tre unge mænd i en lejlighed, har strittet imod udlevering.
Han frygter at blive udsat for nedværdigende og umenneskelig behandling i et fransk fængsel, og derfor har han bedt retten om at underkende Rigsadvokatens afgørelse om udlevering.
- De overholder ikke de rettigheder, man skal have, har hans advokat, Berit Ernst, sagt om de franske fængsler.
Men dommer Mads Bjerre Østergaard har altså tirsdag kendt afgørelsen lovlig.
I Marseilles i Sydfrankrig ønsker anklagemyndigheden at gennemføre en sag om grov vold mod den 34-årige dansker, der tidligere har været såkaldt krigsminister i Bandidos.
Sammen med andre rockere var Ramm Hansen i sommeren 2014 taget til Frankrig for at deltage i en Bandidos-fest.
Under en bytur i den gamle del af Marseilles kom han i klammeri med to lokale personer. Danskeren skal have tæsket den ene med en stol, så vedkommende mistede synet på sit venstre øje, hævder de franske myndigheder.
Slagsmålet skyldtes, at de lokale havde stjålet et Rolex-ur og en guldkæde fra de berusede rockere, har Ian Ramm Hansen forklaret.
I Danmark sidder han for tiden varetægtsfængslet, fordi han har anket byrettens dom om fængsel på livstid til Østre Landsret.
En tidlig morgen i november 2015 sneg han og en anden sig ind i en lejlighed og dræbte tre sovende mænd med skud, lyder den anklage, som han ønsker sig frifundet for.
Herhjemme har anklagemyndigheden sagt, at udleveringen til Frankrig kan ske, når ankesagen i landsretten er overstået. Det vil sige på et tidspunkt i foråret 2018.
Efter tirsdagens afgørelse siger advokat Berit Ernst, at hun sammen med sin klient vil overveje, om den skal indbringes for landsretten.
/ritzau/