Efter en sikker sejr i Det Europæiske Melodi Grand Prix i Malmø i lørdags har DR nu udpeget den person, som skal have det overordnede ansvar for gennemførelsen af Eurovisionen i Danmark til næste år.
Det bliver den 47-årige producer og chef for DR's medieservice, Pernille Gaardbo.
Hun har været ansat i DR i 17 år, og har tidligere stået for produktioner på blandt andet X Factor, P3 Guld og Dansk Melodi Grand Prix.
Ifølge DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, har Pernille Gaardbo både den ledelseserfaring og den tekniske indsigt, der skal til for at løfte opgaven.
- Med valget af Pernille Gaardbo får vi en person, der både har den ledelsesmæssige erfaring, der er nødvendig for at kunne varetage en opgave af dette omfang, og den tekniske indsigt i en så stor tv-produktion, som Det Europæiske Melodi Grand Prix er, siger hun til DR.
Ud over Pernille Gaardbo skal også underholdningschef Jan Lagermand Lundme og chef i DR Event Søren Therkelsen stå for planlægningen af Grandprixet i Danmark i 2014.
Det vides endnu ikke, hvor i Danmark sangkonkurrencen skal afholdes.
/ritzau/