Danskerne er ikke de eneste, der er vilde med at se andre bage på tv. Mens Den Store Bagedyst igen samler kageglade seere foran skærmen, har DR-kanalen Ultras lettere kaotiske program, "Ultras Sorte Kageshow", netop modtaget en Emmy-nominering.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
I programmet skal børn bage kager i mørke.
For nylig var programmet nomineret til en guldrose ved tv-festivalen i Berlin, og nu er der altså drysset endnu mere internationalt stjernestøv over programmet, da The International Academy of Television Arts & Sciences har nomineret showet til en såkaldt International Emmy Kids Awards, som bliver uddelt til april.
"Ultras Sorte Kageshow" er nomineret i kategorien bedste underholdning for børn, og de øvrige konkurrenter i kategorien er udsendelserne "Cinemaniacs" fra Storbritanien, "Look Kool" fra Canada og "Tem Crianca na Cozinha" (på engelsk: "Guess Who's Cooking", red.) fra Brasilien.
Syv Emmy'er uddeles ved uddelingen i Cannes til næste år, og der er nominerede fra 13 lande i hele verden, nemlig Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Chile, Frankrig, Tyskland, Japan, Singapore, Sydkorea, Holland og Storbritannien - ud over Danmark.
"Ultras Sorte Kageshow" indledte en ny sæson i september, og næste afsnit kan ses onsdag klokken 21.00 på DR Ultra, lige efter "Den Store Bagedyst" på DR1.
/ritzau/FOKUS