Tv-billederne var uegnede for mindre børn, da Borussia Dortmund-træner Jürgen Klopp tidligere i september gik verbalt amok over for fjerdedommeren i klubbens 1-2-nederlag ude til Napoli.
Det europæiske fodboldforbund (Uefa) straffede i sidste uge træneren med karantæne i Dortmunds næste gruppekamp i Champions League mod Marseille, som bliver spillet tirsdag aften i Tyskland.
Jürgen Klopp, der hurtigt kølede af og beklagede episoden, erkender, at Uefa ikke havde noget andet valg end at tildele ham karantæne.
- Den situation med fjerdedommeren i Napoli, det går overhovedet ikke. Det tilgiver jeg heller ikke mig selv.
- Det skal man straffes for, det er helt i orden, siger Jürgen Klopp ifølge nyhedsbureauet dpa.
Træneren førte sidste år Dortmund frem til finalen i Champions League. Her tabte klubben 1-2 til den tyske rival Bayern München.
/ritzau/