En lille bakke tæt på Borussia Dortmunds træningsanlæg har i mange år gjort det muligt for fans, journalister og andre nysgerrige sjæle at overvære ellers lukkede træningssamlinger.
Men nu har den tyske storklub tilsyneladende fået nok, og derfor har klubben besluttet sig for at købe området, hvor bakken ligger.
Ifølge den tyske avis Die Welt har Dortmund indvilget i at betale 326.000 euro - eller godt 2,4 millioner kroner - for arealet.
I mange år har fans stået side om side med spejdere fra andre klubber og journalister, der er på udkig efter en god historie på bakken, der populært er kendt under navnet "spionbakken".
Klubben har hidtil ikke været i stand til at gøre noget ved de nysgerrige blikke, da arealet ikke er ejet af Dortmund.
I et forsøg på at afskærme træningsanlægget har klubben tidligere forsøgt at plante træer og sætte bannere op.
Det har dog ikke hjulpet nævneværdigt ifølge Die Welt.
/ritzau/