Donald Trumps økonomiske toprådgiver, Gary Cohn, trækker sig fra posten. Det skriver The New York Times sent tirsdag aften dansk tid.
Oplysningen er siden bekræftet af Det Hvide Hus og Cohn selv, skriver Reuters.
På valutamarkederne har nyheden lagt pres på den amerikanske dollar.
Valutaen falder mod japanske yen og schweiziske franc, som investorer traditionelt søger over mod, når der opstår politisk eller økonomisk usikkerhed.
Flertalslederen i Senatet i Washington D.C., republikaneren Mitch McConnell, ærgrer sig over Cohns farvel.
- Jeg hader at se Gary gå. Jeg synes, at han gjorde et fantastisk arbejde, siger McConnell ifølge nyhedsbureauet AP.
Samme toner lyder fra en anden republikaner, senator Pat Toomey. Han kalder Cohn "en meget vigtig stemme til fordel for frihandel".
Gary Cohn blev set som et bolværk mod de personer i den amerikanske regering, som går ind for protektionisme, skriver Reuters.
Officielt er det ikke oplyst, hvad der ligger bag Cohns beslutning.
Men det kan skyldes uenighed mellem ham og Donald Trump, om de omstridte toldsatser præsidenten siger, han vil indføre på importeret stål og aluminium.
Kilder sagde mandag til Bloomberg News, at Gary Cohn er lodret uenig i udspillet. Som mange andre økonomer og politikere er han bekymret for, at det vil svække økonomien og på sigt kan udløse en handelskrig.
Personer med kendskab til sagen i Det Hvide Hus mente ifølge nyhedsbureauet, at Cohn var indstillet på at sætte sit indflydelsesrige job i spil, hvis Trump afviste at lytte til ham.
Stephen Moore, der rådgav Trump under valgkampen i 2016, siger efter Cohns beslutning tirsdag til AP:
- Jeg tror ikke, at det er en hemmelighed, at han var uenig med Trump om handel, og at han var modstander af politikken.
Cohn blev hentet ind i Det Hvide Hus til jobbet som direktør for Det Nationale Økonomiske Råd. Han kom fra en topstilling i investeringsbanken Goldman Sachs.
Cohn tilskrives især æren for den store skattereform, som Trump i slutningen af 2017 fik gennemført.
/ritzau/