Domstolene genåbner 27. april efter coronanedlukning

Krimi
Kun enkelte retssager samt grundlovsforhør og fristforlængelser er blevet gennemført, mens landets domstole har været delvist nedlukket. Domstolene genåbner mandag den 27. april. (Arkivfoto) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Først vil domstolene tage hul på straffesager og civile sager, som har været sat på pause siden marts.

Efter seks uger på nødblus genåbner landets domstole den 27. april.

For at behandle de sager, der er blevet forsømt den seneste tid, kan det blive nødvendigt både at tage aftener og weekender i brug i retssalene.

Det oplyser Domstolsstyrelsen.

Styrelsen vurderer, at op mod 75 procent af alle sager kan gennemføres, når domstolene slår dørene op igen.

Langt de fleste retssager har været sat i bero, siden store dele af Danmark lukkede helt eller delvist ned 13. marts.

Det skete for at mindske spredningen af coronavirus.

I første omgang vil retterne have fokus på genoptagelsen af straffesager og civile sager - herunder familieretssager.

Direktør for Domstolsstyrelsen, Kristian Hertz, erkender, at der venter en usædvanligt stor bunke sager forude.

Det kan derfor komme på tale at afvikle retssager uden for normal kontortid - altså om aftenen og på lørdage.

- Der er en pukkel af sager, som vi nu skal have berammet og afviklet. Vi har fuldt fokus på, at det kan ske så hurtigt som overhovedet muligt, siger Kristian Hertz til Ritzau.

Som alle andre steder i samfundet er det vigtigt at holde afstand i retssalene for at mindske risikoen for smitte.

Derfor vil der komme et særligt pres på landets store retssale.

For at få plads til så mange sager som muligt, kan det blive nødvendigt at inddrage lokaler, der ikke normalt bruges som retssale.

Mens der er restriktioner på grund af coronavirus - herunder krav om afstand mellem mennesker - ventes retsvæsnet at køre med nedsat drift.

Og sagsbehandlingstiden vil derfor være længere i en del sager.

- Så længe der er afstandskrav, vil det have en betydning for, hvor mange sager vi kan gennemføre, og hvilke retssale vi kan bruge.

- Derfor kan jeg ikke sige, hvornår vi kan være tilbage i fuld drift, lyder det fra Kristian Hertz.

Han forklarer, at de retssager, der i forvejen er planlagt i den kommende tid, som udgangspunkt vil blive afviklet efter planen.

Sager, der er blevet udskudt på grund af nedlukningen, vil blive afviklet på ledige tidspunkter mellem de sager, der allerede står i kalenderen.

Formand for Folketingets Retsudvalg Preben Bang Henriksen (V) opfordrer til, at man - ud over weekender og aftener - også tager ferier i brug til at ekspedere retssager.

Han påpeger, at der allerede inden coronanedlukningen var problemer med lange sagsbehandlingstider i retsvæsnet.

- Åbningen af domstolene er en ualmindeligt glædelig nyhed. Men vi skal huske, at bunkerne, der lå før coronavirus, stadig er der. De er bare blevet endnu højere.

- Derfor er der brug for utraditionelle midler, hvis vi skal have løst problemet for retsvæsnet og dermed retssikkerheden i Danmark, siger Preben Bang Henriksen.

Natten til fredag nåede regeringen og Folketingets partier til enighed om en aftale, der skal genåbne en større del af samfundet.

Og det var i den forbindelse, det blev besluttet, at der skal gang i aktiviteterne i retssalene igen.

/ritzau/