Dommer afslører bagedyst-vinder i Storbritannien

Bagekonkurrencen Bake Off er utrolig populær i Storbritannien. Her hilser Nadiya Hussein, en tidligere vinder af konkurrencen, på dronning Elizabeth. (Foto: Foto: Pool (arkiv)/Reuters)

En dommer i Bake Off, den britiske store bagedyst, har ved en fejl afsløret vinderen timer før finalen i tv.

En dommer af Great British Bake Off, den britiske store bagedyst, har ved en fejl afsløret vinderen, inden millioner af seere sætter sig til rette foran skærmen for at følge bagefinalen.

Programmet, der er indspillet på forhånd, har ni millioner seere, og finalen sendes i aften.

En af dommerne er nu i Bhutan. Her er tidsforskellen kikset for hende, og hun har røbet navnet på vinderen på Twitter.

Navnet er offentliggjort tirsdag eftermiddag, men programmet kan først ses tirsdag klokken 21 dansk tid.

Dommeren er den 77-årige Prue Leith, og hun har undskyldt for fadæsen.

- Jeg er så ked af min fadæse her til morgen over for showets fans. Jeg er i en anden tidszone, lyder hendes forklaring på Twitter.

Sagen er omgående blevet et kæmpe samtaleemne på de sociale medier i Storbritannien.

I Bake Off - eller Den store bagedyst - konkurrerer amatørbagere om at lave de bedste kager.

En af dem elimineres hver uge, indtil der kun er tre tilbage.

De skal så kæmpe om at bage den bedste kage i finalen, hvis vinder altså nu er afsløret.

/ritzau/Reuters