Beskæftigelsesministeren sætter nu en stopper for Arbejdstilsynets praksis med at henlægge dødsulykker, hvor arbejdsgiver og afdøde har nære eller familiære relationer.
Det skriver Fagbladet 3F.
Fremover bliver det alene op til politi og domstole at vurdere, om en arbejdsgiver skal straffes efter en dødsulykke på jobbet.
Efter hårdt pres sætter beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) nu en stopper for Arbejdstilsynets flere årtier lange praksis med at henlægge dødsulykker, fordi der er familiære eller nære relationer mellem arbejdsgiveren og den afdøde.
Udmeldingen kommer efter et lukket samråd, hvor ministeren blev afkrævet kontante svar fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten om Arbejdstilsynets praksis.
Fremover skal Arbejdstilsynet fortsat undersøge dødsulykker og placere et ansvar for eventuelle overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen ved at udstede strakspåbud eller forbud. Men tilsynet må ikke længere indstille til politiet, om der skal ske bødestraf eller rejses retlig tiltale mod arbejdsgiveren.
Den vurdering skal fremover udelukkende foretages af politiet og domstolene.
Ministerens beslutning kommer, efter Fagbladet 3F har afdækket, hvordan Arbejdstilsynet siden 1988 har indstillet til politiet, at adskillige dødsulykker blev henlagt. På trods af grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven og uden, at arbejdsgiveren fik en bøde eller blev retsforfulgt.
En praksis, som en række eksperter, efterladte og politikere har rejst en hård kritik af.