Opdateret kl. 21:59
Dødstallet blandt coronapatienter i England er i løbet af et døgn steget med 29 procent.
367 er i det seneste døgn døde efter at være blevet smittet med virusset. Det er den hidtil største stigning på et døgn, rapporterer tv-stationen BBC.
Det samlede antal coronadødsfald i England er nu 1651, meddeler britiske sundhedsmyndigheder.
Den yngste af de patienter, der er talt med i den seneste opgørelse over dødsofre, var 19 år. Vedkommende havde ikke nogen underliggende sygdomme, meddeler det britiske sundhedsvæsen (NHS) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Patienterne var i alderen 19 til 98 år. Alle undtagen 28 patienter (mellem 19 og 91 år gamle) havde underliggende sygdomme, lyder det i en meddelelse fra NHS.
Ser man på hele Storbritannien, er i alt 1801 mennesker døde efter at være smittet med virusset. Det er en stigning på knap 400 på et døgn.
I det seneste døgn er 13 døde i Skotland, syv i Wales og seks i Nordirland.
Det bringer de samlede dødstal for disse tre områder op på henholdsvis 60, 69 og 28 blandt coronasmittede patienter.
Et af dødsofrene er en 13-årig dreng, der var smittet med coronavirus og var blevet indlagt på hospitalet King's College i London.
Det bekræfter hospitalet tirsdag ifølge Reuters og flere britiske medier.
Hans familie siger til avisen The Mirror, at han havde symptomer på coronasmitte og fik svært ved at trække vejret.
- Han kom i respirator og så lagt i koma, men døde desværre i går morges. Så vidt vi ved, havde han ikke underliggende sygdom. Vi er fuldkommen knust, meddeler familien til avisen.
Drengen er Storbritanniens hidtil yngste offer for Covid-19, som sygdommen hedder.
King's College ønsker ikke at give yderligere oplysninger.
/ritzau/