Danmark har de seneste dage været invaderet af en sibirisk kulde, der har sendt temperaturen i bund. Mandag bliver den jagtet på porten af en mildere vind fra syd, oplyser DMI.
Skiftet gør mandag det danske vejr til en slagmark med snevejr, fygning og muligvis isslag på de danske veje.
- Den her massive, sibiriske kulde bliver fortrængt nordover af mildere luft, der kommer fra syd og sydvest. Mandag skal det ske, og det resulterer i snevejr og en tiltagende øst-sydøsten vind, siger vagtchef ved DMI Lars Henriksen.
- Det bliver ikke store mængder. På landsplan bliver det to til seks-syv centimeter. Men i det centrale og nordlige Jylland kan man lokalt få op til ti centimeter ny sne.
Den sibiriske kuldes retræte begynder fra morgenstunden og kommer fra syd, fortæller Lars Henriksen.
- Når man står op, vil man i den sydvestlige del af landet stå op til snevejr. Det breder sig meget hurtigt i morgentimerne mod nordøst. Sådan ved klokken otte-ni stykker er en større del af landet berørt af det her snevejr, siger han.
Den nye sne vil sammen med en kraftigere vind, der kan få den sne, som ligger i forvejen til at rejse sig, højest sandsynlig føre til fygning.
Selv om temperaturen bliver højere, vil den stadig være under frysepunktet, og derfor er der også en risiko for isslag.
Isslag opstår, når underafkølet regn rammer vejbanerne og omgående bliver til is. Det vil give glatte kørebaner.
- Den kan måske ramme morgentrafikken samt lidt af formiddagstimerne på Sjælland og Nordsjælland. Men det er en risikomelding, for det er meget svært at forudse sådan et fænomen, siger Lars Henriksen.
Vindene fra syd og sydøst bringer mildere vejr med sig, men det er ikke uden nye problemer.
- Det bliver en lumsk uge vejrmæssigt. I dagtimerne kommer vi op på temperaturer over frysepunktet, mens vi i nattetimerne vil komme under frysepunkterne, siger Lars Henriksen.
- Det betyder, at al den sne, som er faldet, kan smelte om dagen og fryse om natten. Så vi risikerer at få meget glatte veje. Det skal man virkelig være opmærksom på de kommende dage.
/ritzau/