Uvejret, der er på vej mod Danmark, bliver ikke kun en blæsende omgang. For mange, kan den også blive ualmindelig våd.
I løbet af lørdagen har DMI flere gange sendt varsler ud for at advare om risiko for forhøjet vandstand i løbet af både søndag og natten til mandag.
Det er især vestkysten, der er i risikozonen. I Thyborøn forventes vandstanden at stige til mellem 180 og 190 centimeter over normalen, mens der ved Hvide Sande og Thorsminde meldes om risiko for, at vandstanden stiger med over to meter.
Risikoen for forhøjet vandstand er først søndag eftermiddag mellem 15.00 og 19.00. Mens der hele natten til mandag også er risiko for forhøjet vandstand i de nævnte områder.
Resten af landet skal forberede sig på voldsomt vejr med storm og nogle steder vindstød med orkan styrke.