"Travle magistre skal ikke arbejde endnu mere."
I stedet skal der sættes ind med målrettet hjælp til ledige akademikere.
Sådan lyder det fra Dansk Magisterforening (DM), der organiserer 40.000 kandidater og studerende inden for humaniora, naturvidenskab, samfundsfag og sundhedsvidenskab, forud for de kommende trepartsforhandlinger.
Her vil formand Ingrid Stage kun hjælpe regeringen med at øge arbejdsudbuddet, hvis medlemmerne får noget til gengæld.
"Det virker tosset, hvis regeringen på kort sigt forventer, at der skal leveres løsninger, der øger arbejdsudbuddet. Vi er ikke blinde for, at det på langt sigt kan være nødvendigt med et højere arbejdsudbud. Lige nu er det vigtigere at finde løsninger på den høje dimittendledighed end at få allerede travle magistre på arbejdsmarkedet til at arbejde endnu mere," siger hun til Newspaq.
Trepartsforhandlingerne går i gang efter påske. Her skal regeringen, repræsentanter fra de tre hovedorganisationer og arbejdsgivere i fællesskab finde 20.000 par ekstra hænder til jobmarkedet og fire milliarder kroner til statskassen.
I DM efterlyser man indslusningsordninger som videnpilotordningen, store akademikerkampagner og en mere individuel og målrettet beskæftigelsesindsats for at få de mange ledige nyuddannede i job.
Op imod hver tredje nyuddannet magister, ingeniør, tandlæge, arkitekt og psykolog er stadig ikke i job ét år efter endt uddannelse, og det bekymrer Ingrid Stage.
"Vi risikerer at tabe en hel generation af unge mennesker på gulvet, hvis der ikke sættes ind med det samme. Det er helt afgørende for den enkelte og for samfundsøkonomien, at vi sikrer, at unge mennesker med en akademisk uddannelse kommer i arbejde," siger Ingrid Stage.
Hun vil have forbedret rammerne for løntilskud, så ordningen skaber ordinære job. Samtidig bør perioder med løntilskud ikke tælle med i dagpengeperioden - de skal til gengæld tælle med i optjeningsperioden for dagpengeretten.
Et andet ønske fra magistrene er ret til uddannelsesorlov på dagpenge.
"Arbejdsgiveren skulle forpligtes til at ansætte en vikar. På den måde får en erfaren medarbejder mulighed for at dygtiggøre sig, mens en anden får erfaring," siger Ingrid Stage, der frygter, at en hel generation af unge tabes på gulvet, hvis der ikke sættes ind med det samme.
Landets magister ønsker også , at vilkårene for landets iværksættere forbedres. Det skal bl.a. ske ved at genindføre iværksætterydelsen på halve dagpenge.
Endelig skal funktionærloven fra 1938 kigges igennem med nye og tidssvarende briller.
Blandt andet skal etårsreglen for, hvornår man kan tilkendes godtgørelse for urimelig afskedigelse fjernes. Det samme skal 120-dages reglen, som giver arbejdsgiver ret til med forkortet varsel at afskedige medarbejdere i forbindelse med sygdom.
"Funktionærloven er ikke tidssvarende og indeholder en række uhensigtsmæssigheder, der stiller dem, der kun er dækket af funktionærloven, dårligt på arbejdsmarkedet."