Med en yderst sikker sejr på 6-2, 6-2, 6-1 over verdens nummer fem, spanske David Ferrer, spillede Novak Djokovic sig torsdag videre til finalen ved grand slam-turneringen Australian Open.
Den serbiske verdensetter i tennis indrømmer, at han dominerede semifinalekampen totalt.
- Jeg spillede bare fantastisk. Jeg forventer ikke at spille så godt altid, men jeg var fri i hovedet i dag, og jeg håber, at jeg kan fortsætte på samme måde i finalen.
- Det her var min bedste præstation, en af mine bedste kampe i karrieren, og den kom på det rette tidspunkt, og sådan vil jeg også gerne spille på søndag i finalen, siger Djokovic ifølge nyhedsbureauet AFP.
Serberen har vundet Melbourne-turneringen tre gange, i 2008, 2011 og 2012. For at få et vaskeægte hattrick af sejre skal Djokovic i finalen forbi enten Roger Federer eller Andy Murray.
Federer og Murray tørner sammen fredag i den anden semifinale.
/ritzau/