I en ny 2020-plan, som blev offentliggjort fredag, foreslår Dansk Industri at flytte "kloge hoveder" fra den offentlige til den private sektor.
Men hvis de private virksomheder har brug for flere højtuddannede, er der masser af ledige at ansætte, mener fagforeningen Djøf.
- Vi har et kæmpestort udbud. Så hvis Dansk Industri mangler folk, så skal de bare sige til, siger Djøf's arbejdsmarkedspolitiske chef, Lars Munck.
Djøf fortæller, at over 3000 samfundsvidenskabelige kandidater er arbejdsløse, og at ledigheden for nyuddannede er på over 40 procent. Desuden bliver rekordmange studerende færdiguddannede i løbet af de næste år.
- Kompetencerne, som de efterspørger, er til stede. Vi har masser af ledige højtuddannede, og vi bliver ved med at uddanne flere, siger han.
I deres 2020-plan foreslår Dansk Industri, at 35.000 danskere skal skifte arbejdsplads fra det offentlige til en privat virksomhed frem mod 2020. Her mener interesseorganisationen, at de højtuddannede kan gøre større gavn for samfundet.
- De private virksomheder kan vælge og vrage mellem højtuddannede. Hvis der skal flyttes stillinger, ligner det mest en spareøvelse, siger Lars Munck
Ifølge Djøf arbejder over halvdelen af de samfundsvidenskabelige kandidater allerede i dag i den private sektor, og siden 2008 er 13,3 procent flere blevet ansat i den private sektor. Samtidig er andelen af ansatte i den private sektor generelt faldet med 10 procent.
/ritzau/