Når andre ser på dig, så kan de se, om du er interesseret i en omgang uforpligtende sex eller om du søger en fast partner. På samme måde aflæser du - uden at tænke videre over det - andre menneskers seksuelle intentioner. Blot ved at se på deres ansigt.
Det viser en stor, skotsk undersøgelse blandt 700 unge mennesker, foretaget af universiteterne i Durnam, Aberdeen og St. Andrews.
I undersøgelsen blev deltagerne bedt om at se på forskellige billeder af andre unge. Deltagerne blev blandt andet bedt om at svare på, hvor attraktive de synes, personerne på billederne var, og om de troede, personerne var ude efter tilfældig sex eller et længere forhold.
De mange svar blev derefter sammenholdt med, hvad personerne på billederne selv havde svaret på forskellige spørgsmål om sex og parforhold. Og resultatet var klart. Over 70 procent af de svar, som de 700 testdeltagere var kommet med, svarede til, hvad personerne på billederne selv havde svaret. De var med andre ord i stand til at afkode personerne på billederne.
I undersøgelsen udpegede mændene generelt de kvinder, der var ude efter korte forhold, som de mest attraktive. Kvinderne syntes omvendt, at de mænd, der var på jagt efter et fast forhold, var de mest sexede.
- Resultaterne viser, hvordan vi kortlægger potentielle partnere og rivaler,
når vi møder dem. Dette kan midlertidigt ændres over tid, og man kan
forandre sig, når man bliver ældre, siger en af forskerne, Lynda Boothrooyd
fra det psykologiske fakultet på University of Durham til universitetets hjemmeside.
Til samme hjemmeside siger en anden af forskerne, Ben Jones fra universitetet i Aberdeen:
- Mange tidligere undersøgelser har vist, at vi konkluderer meget om et andet menneske blot ved at se vedkommendes ansigt. For eksempel vedrørende personlighed og sundhed. Men det her er første gang, vi har en undersøgelse, der viser, at vi også udleder ting om den andens seksuelle intentioner.