Hvis du har glemt at spise æggene i køleskabet, skal du ikke straks smide dem ud. De kan nemlig holde sig længere, end datoen siger, skriver kk.no
Selvom æggene og meget andet mad kan holde sig, smider vi rigtig meget mad ud, fordi datoen er løbet ud, og det skyldes ganske enkelt, at vi er bange for, hvad der sker, hvis vi spiser det, fortæller Åse Kringlebotn, som er ernæringsfysiolog:
- Vi er først og fremmest bange for at blive syge af maden. Oveni det er vi usikre på, hvad datoen på pakken betyder. Undersøgelser viser, at især unge er usikre på det og smider alt mad ud, der er gået over dato.
Men det behøver du langt fra - der er nemlig forskel på, når der står "bedst før" og "mindst holdbar til" på pakken.
Står der "bedst før" er det en vejledende dato, og du kan godt spise maden bagefter, hvis du lugter til den og ser, om den er i orden. Kigger du på "mindst holdbar til" skal du tage det mere seriøst, og her er det især kød, fjerkræ, fisk og skaldyr, du ikke skal tage chancer med, forklarer ernæringsfysiologen.
Men der er altså stadig varer som eksempelvis æg, du godt kan spise en tid efter, selvom der står "mindst holdbar til" på pakken. Og der er flere madvarer, som du ikke skal smide ud, straks de går over dato, med mindre de naturligvis er mugne eller dårlige.
TV2.dk har i samarbejde med fødevareideolog Birgitte Escherich tidligere beskrevet en mængde fødevarer, som du godt kan spise - se her, hvilke der er tale om:
1. Mælk
Hvis din mælk ikke er åben, kan du godt beholde den 5-6 dage efter datomærkningen.
2. Ymer
Et syrligt produkt kan godt holde sig hel op til 14 dage efter, den er løbet ud.
3. Bælgfrugter
Hvis du har tørrede linser, bønner og andre madvarer i bælgfamilien kan det godt holde sig to gange så meget, som der står.
4. Mad på dåse
Alt konserves kan holde sig i lang tid efter datomærkningen, og dåsemad kan i forvejen holde sig længe, så der er tale om flere år. Dog skal dåserne opbevares mørkt og køligt.
5. Slik og chokolade
Slik er sukkerholdigt og kan holde sig i årevis, fordi sukker er konserverende. Tiden er lidt kortere for chokolade, men det kan også godt gå over holdbarheden.
6. Ketchup
Alle semikonserverede varer som ketchup og chilisauce kan holde sig cirka 50 procent længere tid, end datoen siger, hvis der ikke er blevet åbnet for dem.