Kurven går atter den rigtige vej for underholdningsgiganten Disney, der tirsdag præsenterede regnskab for årets første tre måneder.
Selskabet fik i perioden et nettooverskud på 2,4 milliarder dollar - omkring 16,4 milliarder kroner.
Det er en stigning på 11,4 procent i forhold til samme periode sidste år.
Omsætningen steg med 2,8 procent til 13,3 milliarder dollar. Det var ikke helt var nok til at leve op til analytikernes prognoser.
De pæne tal skyldes i vid udstrækning solid indtjening i Disneys forlystelsesparker. Derudover har filmen "Beauty and the Beast" trukket millioner i biografen verden over, hvilket også pynter på resultatet.
Derimod trækker Disneys sportssatsning ESPN i den forkerte retning. Kanalen udfordres både af færre abonnenter og faldende reklameindtægter.
Det skyldes blandt andet øget konkurrence fra en bred palet af streamingtjenester.
Driftsindtjeningen i divisionen for kabel-tv faldt således med tre procent til 1,8 milliarder dollar.
Selskabets administrerende direktør, Bob Iger, understreger, at Disney er opmærksom på udfordringerne for kabel-tv. Disney vil derfor forsøge at komme forbrugerne i møde.
- De bedste, vi kan gøre, er at fortsætte med at gøre den mobile oplevelse bedre, og det er vi i gang med, siger han.
Disney vil senere på året tilbyde forbrugerne en sportskanal, der vil blive streamet via Bamtech - en tjeneste som Disney ejer en andel af.
ESPN har for nylig afskediget omkring 100 ansatte, inklusive adskillige tv-profiler. Bob Iger betegner dog fyringerne som "uvæsentlige", da ESPN har flere end 8000 ansatte.
Direktøren siger, at han er optimistisk for ESPN's fremtid, da der er stigende efterspørgsel på livedækning af sportsbegivenheder.
Disneys aktier faldt efter børsens lukning med omkring tre procent.
/ritzau/AFP