Discountkæde flytter ind i tomme Kiwi-butikker

Dansk Supermarked skal i den nærmeste fremtid afslutte en analyse af de tomme Kiwi-butikker for at finde frem til, hvilke lokaler der skal forvandles.
Netto venter med åbningen af de nye butikker at runde i alt 500 danske butikker.
Netto venter med åbningen af de nye butikker at runde i alt 500 danske butikker. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Scanpix/arkiv

Dansk Supermarked Group overtager 81 lejemål, der tidligere var Kiwi-butikker, fra Dagrofa.

Godt halvdelen skal være Netto-butikker, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra parterne.

- Der er tale om en strategisk vigtig aftale for Dansk Supermarked Group, da vi hermed styrker Nettos fundament for succes mange år frem i tiden, siger administrerende direktør i Dansk Supermarked Group Per Bank i meddelelsen.

Ifølge Dansk Supermarked er der tale om en oprustning, hvor antallet af Netto-butikker øges på det danske marked.

Kun i en "lille håndfuld tilfælde" kan der blive tale om at flytte en eksisterende butik til de nye lokaler.

Netto venter med åbningen af de nye butikker at runde i alt 500 danske butikker.

Dansk Supermarked skal i den nærmeste fremtid afslutte en analyse af de tomme Kiwi-butikker for at finde frem til, hvilke lokaler der skal forvandles til Netto-butikker.

De øvrige lejemål, som Dansk Supermarked overtager, forventes afsat i markedet til andre dagligvarebutikker eller erhvervsdrivende, som er uden for Dansk Supermarkeds regi, lyder det.

28. april meddelte dagligvarekoncernen Dagrofa, at man måtte opgive at tjene penge på de underskudsgivende Kiwi-butikker og derfor lukke kædens 103 butikker.

Heraf fører Dagrofa 27 butikker videre under koncernens andre kæder - Meny og Spar.

Og det skal være fokus nu, lyder det fra Per Thau, koncernchef i Dagrofa.

- Vi er meget tilfredse med den indgåede aftale, der med et slag frigør os fra alle forpligtigelser vedrørende vores lejemål i Kiwi-regi, siger han i pressemeddelelse.

Alle lejemål, der tidligere har huset Kiwi, er enten lukkede eller tæt på sidste åbningsdag.

Dansk Supermarked og Dagrofa har orienteret Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om aftalen, oplyser parterne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.