Direktør for auktionshuset Bruun Rasmussen, Claus Poulsen, modtog sidste år en sms med et mystisk indhold.
"Jeg er bekendt med, at en af dine folk (navnet red.) er sigtet for narkohæleri. Jeg tror at jeg kan få ham fra forsiden" stod der.
- Jeg kan ikke få beskederne til at harmonere med den person, der skulle have afsendt dem, forklarer han i Københavns Byret onsdag.
Han kontaktede kort efter Københavns Politi, som et døgn efter kunne bekræfte, at det var en højtstående 55-årig medarbejder i auktionshuset, der havde afsendt beskeden.
Ikke nok med det. Manden, der blev omtalt i sms'en, var den samme, som havde afsendt den.
Claus Poulsen har kendt medarbejderen gennem mange år og har fået et positivt indtryk af ham på arbejdet. Han forklarer, at han og den 55-årige har et "glimrende forhold".
Medarbejderen er nu tiltalt for afpresning og hæleri. Ifølge anklagerne har han modtaget penge fra en narkobagmand og overført dem til bagmandens kæreste, en 34-årig kvinde, der også er tiltalt for hæleri i sagen.
- Jeg er ikke vant til at sms'er med det indhold. Jeg tog sms'en meget alvorligt, det er jo ikke rart at blive truet, forklarer Claus Poulsen til den 55-åriges forsvarer Anders Németh.
Direktøren forklarer, at han har svært ved at danne sig et billede af, hvad der var formålet med afpresningen. Han går ud fra, at det er foretaget i et "øjebliks svaghed", som han formulerer det.
Han forklarer i retten, at medarbejderen sidste år havde fortalt ham, at han havde en sag på nakken, som var fra tiden før Bruun Rasmussen. Sagen fik dog ikke konsekvenser for hans arbejde, da den endnu ikke var afgjort.
- Jeg er stadig ansat hos Bruun Rasmussen, forklarer medarbejderen onsdag i retten.
Hans fremtid hos auktionshuset vil blive afgjort, når sagen har taget sin endelige afslutning.
/ritzau/