Direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed har erkendt, at han løj over for hollandske journalister, da han gav dem falske oplysninger om, hvem han arbejdede for.
Selv siger Palle Smed til DR, at han har “handlet uetisk”, da Falck med en - ifølge Konkurrencestyrelsen - ulovlig sværtekampagne misbrugte sin dominerende stilling på ambulancemarkedet til at spænde ben for rivalen Bios, der vandt et udbud i Region Syddanmark tilbage i 2014. To år efter gik Bios konkurs.
Palle Smed var en central aktør i Falcks sværtekampagne, fremgår det af Konkurrencestyrelsens redegørelse. Tilbage i 2014 henvendte han sig til det hollandske undersøgende medie Follow the Money og bad dem om at finde smuds på Bios. Palle Smed foregav at arbejde for danske journalister og sin tidligere arbejdsplads Fagbladet 3F, men i virkeligheden var han bestilt af Falck gennem sit selvstændige kommunikationsbureau, Palle Smed Kommunikation.
Sagen er “ærgerlig” og “dum”, lyder det fra bestyrelsen på Palle Smeds nuværende arbejdsplads.
- Det er dumt. Jeg kan ikke sige det på nogen anden måde, siger landsformand for Faglige Seniorer og fhv. Næstformand i Dansk Metal, Ole Ibsen til Radio24syv, som er ærgerlig over, at Faglige Seniorer nu indirekte bliver blandet ind i sagen.
Tidligere Falck-direktør Allan Søgaard Larsen har trukket sig fra en række bestyrelsesposter i forbindelse med Konkurrencestyrelsens anmeldelse af sagen til Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) bedre kendt som Bagmandspolitiet.
Hos Faglige Seniorer vil man tage Palle Smeds rolle op i Falck-sagen ved næste møde hovedbestyrelsesmøde i slutningen af februar.
- Der vil blive fremlagt en redegørelse, og på baggrund af det vil hovedbestyrelsen så tage en drøftelse, siger Ole Ibsen til Radio24syv.
Faglige Seniorer er en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniorer med mere end 230.000 medlemmer fordelt på 475 seniorklubber over hele landet. Som senior er man automatisk medlem af Faglige Seniorer, hvis man er medlem af LO-foreninger som 3F, Dansk Metal, FOA, Hærens Konstabels og Korporalforening m.fl..
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Palle Smed.
Radio24syv