Venstre henter nu nyt blod i landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.
Fra en stilling som direktør i landsbrugsorganisationen kommer Claus Søgaard-Richter ind som Venstres nye partisekretær.
"Venstre skal i gang med et omfattende arbejde med at sætte kød og blod på de fem sigtelinjer, jeg udstak på landsmødet. Det er et arbejde, som kræver medejerskab i baglandet såvel som på Christiansborg. Med ansættelsen af Claus Søgaard-Richter får Venstre en topprofessionel og dedikeret partisekretær, som kan styrke partiet," siger partileder Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.
Claus Søgaard-Richter erstatter Jens Skipper Rasmussen, der har valgt at prøve noget andet end den magtfulde partipost.
Og det er en rigtig Venstre-løve, der sætter sig ved bordet i partiets administration.
"Mit hjerte banker for Venstre, og jeg glæder mig til at komme i gang. Med knap en million stemmer er Venstre Danmarks største parti, og det skyldes en række faktorer: En stærk partiformand, en god politik, en velorganiseret organisation samt engagerede og professionelle medarbejdere og frivillige," siger Claus Søgaard-Richter.
Han sætter som ambitiøst mål, at Venstre skal være landets største parti og sikre statsministerposten efter næste valg.