Virus i mobiltelefoner er ikke noget ukendt fænomen. Men i disse corona-tider har sammenhængen fået en ekstra betydning.
For selv om der er fuld fokus på hygiejne, håndvask og påpasselighed, glemmer mange måske, at en af hverdagens allermest benyttede redskaber kan være den rene magnet for virus og bakterier.
På hjemmesiden Leifshows.dk har man kigget nærmere på den oversete fare. Her citerer man en ny tysk analyse, som viser, at vi klikker på vores display op til 2.500 gange om dagen.
- Hver gang bliver der sendt kim, virus og andet utøj over på skærmens overflade. Og når vi taler i telefon, kan bakterier fra vores lunger, mund og mave med madrester ende på displayet, skriver Leifshows.dk.
Flere bakterier end et toiletbræt
Andre undersøgelser har også vist, at mobiltelefonen er det perfekte gemmested for bakterier og virus. Et studie fra et universitet i Arizona fra 2017 viste, at mobiltelefonerne gemte på 10 gange så mange bakterier som et toiletbræt.
Den tyske teknikside tk.de advarer om, at især ældre og slidte smartphones er bakterie-samlere, og at skærme med små ridser kan fungere som perfekte gemmesteder for virus og svampe.
Så der er mange gode grunde til at have mobilen med i tankerne, hver gang du vasker hænder. Ifølge Leifshows.dk er flere læger begyndt at anbefale, at man rengør sin mobil lige så ofte som man vasker hænderne.
Der findes flere måder at rengøre mobilen på. Man kan bruge vådservietter eller fordele lidt håndsprit på en blød klud og bruge den til at fjerne uønskede vira og bakterier fra mobilen.