De færreste kan bebrejde børn for at blive syge, men til gengæld bliver mange irriterede, når kollegaerne bliver hjemme for at passe dem. I en undersøgelse, som Yougov har lavet for Søndagsavisen, siger 23 procent af danskerne i arbejde, at de "i nogen eller høj grad" bliver irriterede, når kollegaer har barn syg.
32 procent fortæller, at de i mindre grad bliver irriterede, og det betyder, at det er knap halvdelen, som slet ikke lader sig irritere.
Næstformand i HK Mette Kindberg opfordrer kollegaerne til at være forstående, men understreger samtidig, at chefen skal sørge for, at arbejdspladsen også kan fungere fornuftigt, når der er sygdom.
- Kollegaernes irritation kan skyldes, at de føler, at de bliver pålagt ekstra arbejde, når nogle er fraværende. Her er det ledelsens opgave at organisere arbejdet, så der er plads til sygdom og syge børn, uden at det går ud over småbørnsforældrenes kollegaer, siger hun til Søndagsavisen.
I Dansk Arbejdsgiverforening er ansættelsesretschef Flemming Dreesen enig i, at arbejdsgiveren skal gøre plads til sygdom og børns sygdom.
Samtidig siger han, at sygdom altid er ubelejligt og peger på, at der også er mange, som er tolerante.
Mulighederne for at tage barns sygedag afhænger af overenskomsten, og mange har mulighed for at holde "barns første sygedag" og skal derefter finde pasning til barnet.
- Hos HK ser vi gerne, at vi – som i vores nabolande – giver forældre ret til at passe et sygt barn for eksempel 20 dage om året. Barnets første sygedag, som mange har i deres overenskomst, rækker jo ikke langt, hvis barnet har skoldkopper eller influenza, siger næstformand i HK Mette Kindberg til Søndagsavisen.