Torsdag brød forhandlingerne mellem Spillerforeningen og Badminton Danmark sammen, da forbundet ikke længere vil forhandle med Mads Øland, der er spillernes forhandler.
Og den beslutning forstår direktør i Danmarks Idrætsforbund Morten Mølholm godt, skriver DR. Mølholm langer kraftigt ud efter Spillerforeningens forhandlingsmetoder.
- Jeg er ikke ude efter at jagte Mads Øland, men jeg synes, der er et mønster. Jeg synes, at Spillerforeningen og Mads skal stoppe op og kigge selvkritisk på sig selv.
- Vi så det samme mønster i fodboldkonflikten, som først blev løst, da spillerne selv overtog forhandlingerne med DBU, og vi så det i ishockeykonflikten, hvor ishockeyspillerne frasagde sig Spillerforeningens indblanding, og selv overtog forhandlingerne.
- Det synes jeg, at Spillerforeningen skal tænke alvorligt over, siger Mølholm til DR.
Et af stridspunkterne om en ny aftale har været spillernes rettigheder og forpligtigelser i forhold til aftalens kommercielle aspekter.
Forhandlingerne synes på det punkt at kunne sammenlignes med dem, der tidligere på efteråret stod på mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne, hvor de kommercielle rettigheder var et stort stridspunkt.
Dengang var spillerne længe repræsenteret ved Spillerforeningens direktør, Mads Øland.
Ritzau har fredag uden held forsøgt at få en kommentar fra Spillerforeningen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.