Dicte-skuespiller får hovedrolle i ny tv-serie

Skuespilleren Dar Salim skal spille hovedrollen i en dansk dramaserie, der får premiere til næste år.

Skuespilleren Dar Salim er blevet et kendt ansigt i de danske tv-stuer fra serier som "Gidseltagningen", "Dicte" og "Broen", og snart toner han igen frem på skærmen.

Den 39-årige skuespiller skal nemlig spille hovedrollen i en ny krimidramaserie, der får premiere på TV 2 næste år.

Det skriver tv-stationen i en pressemeddelelse.

Den danske forfatter og instruktør Christoffer Boe står bag dramaserien, der har fået navnet "Kriger".

I serien får Dar Salim selskab af Fasandræberne-stjernen Danica Curcic, der skal spille den kvindelige hovedrolle, mens Lars Ranthe, der er kendt fra film som "Kollektivet" og "Jagten", skal spille rockerkongen Tom.

Andre kendte navne som Nicolas Bro, Søren Malling, Natalie Madueño og Jacob Oftebro er også på rollelisten.

I serien kommer seerne til at følge kærlighedshistorien mellem veteranen CC og politibetjenten Louise, mens krimidramaet også handler om fællesskaber, loyalitet og forræderi mellem veteraner, rockere og politiet.

- Ambitionen med "Kriger" er klart at give tv en skarp, moderne og potent miniserie, som ikke ser sig tilbage - mens den bevæger sig væk fra samtalekøkkenerne og den daglige weltschmerz (verdenssmerte på dansk, red.) og ud i samfundets periferi, hvor mænd og kvinder lever og dør for at forsvare deres idealer, siger Christoffer Boe i pressemeddelelsen.

Optagelserne til "Kriger", der kommer til at bestå af seks afsnit, er netop gået i gang. Krimidramaet får premiere i efteråret 2018 på TV 2.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.