Der mangler visioner i den netop fremlagte skattereform.
Det mener Karsten Dybvad, der er administrerende direktør for Dansk Industri. Han er dog tilfreds med, at reformen øger danskernes lyst til at arbejde.
- Helt overordnet er det rigtigt, at give danskerne større lyst til at arbejde mere. Det gøres i udspillet ved at sænke skatten på arbejde og ved at justere overførselsindkomsterne. Men vi savner yderligere reelle skridt til at sænke det samlede skattetryk. Den ambition må vi have ind i de kommende forhandlinger, siger han.
DI efterlyser desuden en ide til en sænkning af selskabsskatten.
Formanden fra Landbrug og Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, er enig i, at erhvervslivet ikke tilgodeses nok i reformudspillet.
- Der mangler en afgiftsreform, der tager livtag med alle de skatter og afgifter, som hæmmer erhvervslivets konkurrenceevne, siger han.
Her tænker formanden specifikt på nox-afgiften og fedt- og sukkerafgiften, der hæmmer konkurrenceevnen for danske virksomheder.
Niels Jørgen Pedersen roser dog, at regeringen vil belønne folk, der arbejder.