Fløjspilleren Maria Fisker får med stor sandsynlighed lov til at gå på banen iført et pandebånd, når det danske håndboldlandshold mandag aften åbner EM mod Montenegro.
Dansk Håndbold Forbunds (DHF) delegationsleder, Anker Nielsen, betragter sagen som løst, efter at der har hersket tvivl om Fiskers deltagelse.
- Vi ser ingen dramatik i det, og betragter det som værende godkendt, selv om vi endnu mangler den formelle godkendelse, siger Anker Nielsen.
- Den får vi først, når vi kommer ud i hallen. Det er ikke en sag, vi bruger så meget krudt på i dag.
Maria Fisker har benyttet pandebåndet, efter hun vendte tilbage fra en kraftig hjernerystelse.
Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har formelt endnu ikke godkendt fløjspillerens pandebånd, der er lavet af et hårdt materiale, der potentielt kan bringe andre spilleres helbred i fare.
Søndag fik DHF lavet et nyt og blødere pandebånd, som Anker Nielsen forventer bliver godkendt af EHF's delegerende i Malmø umiddelbart før kampen klokken 20.45.
- Vi har en god mavefornemmelse, så vi betragter det som værende godkendt, dog med den forudsætning, at vi kan lave syningen lidt pænere end i går.
- Selve pandebåndet havde de ingen kommentarer til bortset fra, at det kunne sys lidt pænere sammen. Det mener vi godt, at vi kan løse, siger han.
/ritzau/