Oplysninger fra Skattesagskommissionen om en mulig tidligere S-indblanding i statsminister Helle Thorning-Schmidts skattesag fører nu til spørgsmål på Christiansborg. Dansk Folkeparti kalder skatteminister Holger K. Nielsen (SF) i samråd om sagen.
Det sker, efter at skattedirektør Lisbeth Rasmussen torsdag var i vidneskranken i Skattesagskommissionen.
- Gårsdagens afhøring af en embedsmand i Skat, Lisbeth Rasmussen, viste, at Socialdemokraterne havde interveneret i en gammel skattesag vedrørende Thorning-Schmidt allerede i 1999.
- Det vidner om en meget syg kultur i Skat, når sådan noget kan forekomme, og derfor må og skal den nye udvikling belyses, siger Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær i en kommentar.
Skattesagskommissionen har til opgave at undersøge det samlede begivenhedsforløb omkring Skat Københavns behandling af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag.
Undersøgelseskommissionen skal blandt andet undersøge, i hvilket omfang personer uden for Skat København har været involveret i Skat Københavns behandling af skattesagen.
Hidtil har mistanken koncentreret sig om daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), hans daværende spindoktor Peter Arnfeldt og den daværende departmentschef i Skatteminister Peter Loft, som dog alle afviser at have udøvet magtmisbrug.
Men under torsdagens afhøring kom det frem, at Skat lå inde med et notat om Thornings skatteforhold i 1999-2000.
Dengang skulle Skat ifølge Lisbeth Rasmussens oplysninger havde afgjort, at Helle Thorning-Schmidt ikke længere var skattepligtig i Danmark, fordi hun var flyttet ud af landet.
Men "nogen" i Socialdemokratiet rejste ifølge Lisbeth Rasmussen spørgsmål om Thornings beskatning, og det skulle angiveligt have været nok til at få afgørelsen omgjort, så Thorning betalte skat i Danmark i nogle år, uden at hun juridisk var forpligtet til det.
- Det er utroligt vigtigt, at vi kommer helt til bunds i denne sag, så danskerne fremadrettet kan have tillid til, at alle borgeres skattesager behandles ens, og at der ikke er risiko for politisk indblanding i sagsbehandlingen, hvilket der åbenbart blev i sagen fra 1999 af folk fra Socialdemokratiet, siger Dennis Flydtkjær.