Dansk Folkeparti tør ikke love en hurtig aftale om boligskatten i løbet af et par uger, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tror og håber på. Men alle partier - DF, trekløverregeringen, Socialdemokratiet og De Radikale - ønsker en aftale.
Det mener DF's finansordfører, René Christensen.
- Det er ingen nem opgave. Der er meget forskellige interesser. Så der er ingen nemme løsninger.
- Men alle partier - Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokratiet - er løsningsorienterede, for at finde en model vi kan se os selv i, siger René Christensen.
Onsdag fremlægger finansminister Kristian Jensen (V) en plan. Regeringen vil finde 32 milliarder kroner ved at sænke rentefradraget med fem procentpoint ekstra efter 2019. Desuden bruges samfundets økonomiske råderum.
René Christensen finder det ikke problematisk, at regeringen bruger råderummet, så lejerne også skal betale.
- Der er ikke længere flere lavthængende frugter, når vi skal finde en finansiering for boligejerne. Så noget må komme fra råderummet, og noget må komme fra boligejerne, siger DF's finansordfører.
Han bor selv i Nykøbing Falster, hvor huspriserne ligger langt lavere end i hovedstaden og omkring Aarhus. Politikerne må vurdere, om planen passer geografisk, påpeger René Christensen.
- I provinsen har husejerne betalt for meget. De skal have penge tilbage. Dem, der bor omkring København og Aarhus, har betalt for lidt. De skal betale, men får fremadrettet skatterabatter, siger René Christensen.
- Hvor skal knækket (for højere boligskat, red.) ligge for de dyre boliger? Det må vi se på.
Politikerne er ikke så optaget af at undgå, at boligskat forbliver en varm kartoffel ved næste valg. Det er vigtigere at skabe ro på boligmarkedet, mener René Christensen.
/ritzau/