Venstre og partiformand Lars Løkke Rasmussen skal sætte sin egen politiske kurs i stedet for at lytte til solomeldinger fra De Konservative og Liberal Alliance.
Sådan lyder rådet fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl til Lars Løkke Rasmussen forud for Venstres sommergruppemøde i Vemb i Vestjylland.
- Måske er mit gode råd, at han ikke lader sig for voldsomt påvirke af kapløbet mellem De Konservative og Liberal Alliance, siger han.
-Nogle af de hårde meldinger fra dem kommer som følge af hård konkurrence mellem de to partier. Når der kommer noget fra det ene parti, så kommer det andet hurtigt bagefter, siger Kristian Thulesen Dahl.
Liberal Alliance er for nylig gået fra et ønske om nulvækst til en plan om en reduktion af de offentlige udgifter med 1,5 procent om året frem til 2020, mens De Konservative har afvist at lave nye stramninger af udlændingepolitikken.
Ikke just politik som huer Dansk Folkeparti - og som Kristian Thulesen Dahl mest af alt ser som en positionerings kamp mellem De Konservative og Liberal Alliance.
- LA stod længe for nulvækst, så kommer V og K med, og så siger LA minusvækst på 1,5 for at rykke sig fra de andre partier. Og K kommer med nogle ultimative meldinger på udlændingeområdet, og der er mit råd til Løkke: Hold hovedet koldt, siger han.
Han sammenligner forholdet mellem Liberal Alliance og De Konservative med den overlevelseskamp, der var mellem Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti i 1995.
- Jeg se lidt deres kapløb, som den situation, der var mellem Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti i 1995 om, hvilket parti, der ville overleve på sigt. Jeg tror mange hos LA og K har det på samme måde, siger han.
Derfor kommer der mange solomeldinger, mener Kristian Thulesen Dahl, der har denne opfordring til Lars Løkke:
- Han skal holde stødt kurs mod sit eget parti, og det overlader jeg trygt til ham at gøre, siger han.
/ritzau/