Dansk Folkeparti vil ikke beskære SU til studerende, som bor hjemme eller først begynder at læse efter to år.
Det er budskabet fra partiets SU-ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl, før han tirsdag formiddag fortsætter forhandlingerne om SU-reformen med uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
- Vi er bekymret over, at man skærer nogle steder, så unge ikke får færdiggjort deres studie. Eller endnu værre slet ikke starter.
- Hvis man skærer på de hjemmeboendes SU, kan de få store problemer ved at få råd til at starte på studiet, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti vil belønne studerende, som begynder hurtigt, men ikke straffe dem, der venter mere end to år på at læse, påpeger han.
- Vi vil gerne afskaffe toårsreglen. Til gengæld vil vi skærpe, at man skal gå til eksamen og som hovedregel sigter på at være færdig til normal tid. Men hvis man har behov for et ekstra år, så skal det være muligt, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti vil skaffe penge ved at få studerende hurtigere gennem deres studier på normeret tid.
Partiet er uenig i, at regeringen på forhånd har lagt op til, at SU-reformen skal skaffe to milliarder kroner til vækstpakken, men vil hellere drøfte indhold før konkrete pengebeløb.
Og DF ser positivt på Venstres forslag om at give studerende med gode idéer et års ekstra SU som et såkaldt iværksætter-stipendiat, lyder det fra Jens Henrik Thulesen Dahl:
- Det er en udmærket idé. Det lyder som at tage SU-penge og give dem som erhvervsstøtte. I dette land har vi brug for, at nogen starter virksomheder. Kan vi få nogle i gang på SU til at tage et spring, skal vi forsøge os med det.
Forslaget koster ifølge Venstres skatteordfører Mads Rørvig syv millioner kroner. Det er peanuts, når regeringen vil bruge milliarder af kroner på at sænke selskabsskatten, mener Jens Henrik Thulesen Dahl inden tirsdagens SU-forhandlinger.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.