I søndagens udgave af Berlingske udtaler DF-formand Kristian Thulesen Dahl, at DF hurtigst muligt gerne vil lave en aftale om udlændingepolitikken med Socialdemokratiet. Og at regeringen ikke nødvendigvis behøver at være med.
Meldingen kommer, efter at Socialdemokratiet tidligere på måneden fremlagde partiets udlændingeudspil.
Det indeholdt blandt andet følgende:
* Socialdemokratiets udspil skal bremse den ikkevestlige indvandring til Danmark.
* Asylsøgere, der kommer til Danmark, skal omgående sendes til et dansk drevet modtagecenter i andet land, eksempelvis i Nordafrika.
* Det skal ikke være muligt at søge asyl ved at møde direkte op på det danske modtagecenter.
* Det skal heller ikke være muligt for asylansøgere, der får godtaget deres asylansøgning på det udenlandske modtagecenter, at komme til Danmark. De skal sendes til en FN-flygtningelejr. Danmark forpligter sig så til gengæld til at tage kvoteflygtninge gennem FN-systemet.
* Der indføres et loft over, hvor mange med ikkevestlig baggrund der kan komme til Danmark.
* Loftet fastsættes årligt af Folketinget, og det skal gælde både flygtninge og familiesammenførte.
Kilde: Socialdemokratiets udspil "Retfærdig og realistisk - en udlændingepolitik der samler Danmark".
/ritzau/