Det er "uforsvarligt" at fortsætte forhandlingerne om finansloven for næste år og en skattereform frem mod 2025 ifølge Dansk Folkeparti.
Det skyldes, at det ifølge støttepartiet ikke ser ud til, at man kommer i mål med en finanslov for næste år lige foreløbig.
- Vi vil komme med en klar opfordring til regeringen om at få taget en finanslov nu, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
Regeringen vil forhandle begge dele samtidig, men det er støttepartiet imod.
Det er ikke sket før i dette årtusind, at forhandlingerne om næste års finanslov har trukket ud så længe, som tilfældet er i år.
- Vi tilbyder regeringen at gå til forhandlingerne nu og få en finanslov på plads i en fart.
- Med den fremdrift, der har været i forhandlingerne indtil nu, er det meget usikkert, om vi kan nå hinanden, siger Kristian Thulesen Dahl.
Når Folketinget ikke at vedtage finansloven inden nytår, bliver der lavet en midlertidig bevillingslov, der i princippet er en videreførelse af den gældende finanslov.
Regeringen vil have skattelettelser, mens DF vil have udlændingestramninger, men de to parter kan ikke blive enige.
- Det, at tage finansloven for 2018 som gidsel i det her spil, er ikke på sin plads, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han har orienteret finansminister Kristian Jensen (V).
Kristian Thulesen Dahl vil dog ikke komme ind på, om støttepartiet er villig til at indgå en finanslov uden udlændingestramninger.
- Hvis regeringen er med på det her, tager vi en forhandling om finansloven, og så vil vi fortælle, hvad den i givet fald indeholder, siger DF-formanden.
Hans opfordring består i at få finansloven på plads nu og at vente med at forhandle skattelettelser og udlændingestramninger til efter nytår.
Det betyder dog ikke, at støttepartiet ikke vil møde op, hvis finansministeren indkalder til forhandlinger.
- Vi demonstrerer ikke på den måde, vi skal nok møde op i Finansministeriet og siger det samme, som vi siger til jer her. Vi sidder ikke i krogen og surmuler, siger Kristian Thulesen Dahl.
Men der skal "mere på bordet", hvis de to aftaler skal komme på plads samtidig.
Den sene finanslov skyldes, at regeringen har kædet forhandlingerne sammen med en skattereform frem mod 2025.
Desuden har regeringen "rekordambitioner" ifølge finansministeren.
Socialdemokratiet opfordrer regeringen til at droppe skattelettelser og alene forhandle næste års finanslov på plads.
Det siger partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.
/ritzau/