November har været præget af flere forskellige udmeldinger fra toneangivende Venstre-folk, når det kommer til udlændingepolitikken. Senest har formand Jakob Ellemann-Jensen givet et interview om emnet i Weekendavisen forud for partiets landsmøde i weekenden.
Det har gjort tidligere formand og nuværende udlændingeordfører for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard i tvivl om, hvad Venstre mener. Også Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund er i tvivl.
- Vi må se i weekenden, om Venstre kan finde sig selv, og hvad Venstre egentlig mener, for det står jo lidt uvist, siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.
Tvivlen er opstået efter et forløb i november, der begyndte med et indlæg i B.T. fra Venstres næstformand, Inger Støjberg. Her erklærede hun sig forstående over for, at en betydelig del af den danske befolkning mener, at alle muslimske indvandrere skal ud af landet.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten har fem toneangivende Venstre-folk, blandt andre Jan E. Jørgensen og Bertel Haarder, efterfølgende skrevet:
- Vi skal ikke finde os i, at de mennesker bliver udsat for en nedrig og udskammende retorik, alene fordi de er muslimer eller tilhører en hvilken som helst anden trosretning. De skal ikke hænges op på mindretallets ugerninger.
Til Weekendavisen fredag siger V-formand Jakob Ellemann-Jensen, at han forstår dem, der flygter til Danmark, at man skal tale ordentligt "om og til" andre, og at virkeligheden kræver pragmatik og ikke en liberalideologisk tilgang.
- Hvilken politik vil de føre på udlændingeområdet? Er det Støjbergs linje, er det Ellemanns linje, eller er det Jan E. Jørgensens linje? De har weekenden til at forklare befolkningen og os andre herinde på Christiansborg, hvilken vej det egentlig er, de vil gå, siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.
I Socialdemokratiet siger Rasmus Stoklund, at han også er i tvivl.
- Jeg synes, at det er bekymrende, at Ellemann-Jensen er vævende og ikke er mere klar i spyttet om, hvad han mener om udlændingepolitikken.
- Jeg er glad for, at vi har haft et bredt samarbejde på området med Venstre de seneste år. Men efter formandsskiftet har der været lidt stille, og Venstre-folkene har meldt ud i øst og vest. Jeg håber, at vi fremover også kan lave udlændingepolitik hen over midten med Venstre og Dansk Folkeparti, siger Rasmus Stoklund.
/ritzau/