Boligejerne kan se frem til at miste to til tre procent af værdien i deres bolig. Det skønner Børsen efter avisen har fået indblik i et udspil fra Skattekommissionen.
"Enhver usikkerhed om husejernes økonomi lige nu er et problem. Vi har brug for tryghed og ro om familiernes økonomi," siger Kristian Thulesen Dahl (DF).
I det endnu ikke offentliggjorte udspil lægger Skattekommissionen op til at fratage boligejerne rentefradragsretten, det vil kosten husejere ca. 100.000 kr., mens tabet kan blive 200.000 til 300.000 kr. i hovedstaden. Men når Skattekommissionen vurderer, at tabet vil begrænse sig til nogle få procent, hænger det sammen med, at skatten samtidig bliver sat ned, hvilket til dels udjævner boligejernes tab, da danskerne får flere penge mellem hænderne.
Den del af udspillet, der arbejder med en afskaffelse af mellemskatten, glæder De Konservative.
"På nuværende tidspunkt vil jeg ikke kommentere de enkelte elementer, men bare sige, at pakken som helhed jo ser yderst interessant ud. Men det er utidigt, at den er kommet ud som et delelement, og jeg glæder mig til at give mine kommentarer til helheden," siger Mike Legarth til en række netmedier.
Formand for Folketingets finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl, vælger at fokusere på, at intet endu er afgjort om den kommende skattereform.
"Som jeg har forstået på formanden for Skattekommissionen, at der er tale om brudstykker. Det kan jo være et udkast, de laver om efterfølgende. Derfor må vi vente på det samlede udspil, der kommer til februar," lyder det fra Dansk Folkeparti finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.