Både Dansk Folkeparti og De Konservative har fokus på bedre forhold for erhvervsskolerne som en del af finansloven for 2017.
Det siger de to partiers formænd, Kristian Thulesen Dahl og Søren Pape Poulsen, inden forhandlingerne om finansloven, der fortsætter lørdag.
Dansk Folkeparti vil se på, om besparelser på uddannelsesområdet rammer erhvervsskolerne.
- Når der køres en grønthøster ind over uddannelsesområdet, så tager det også fat om erhvervsuddannelserne.
- Det harmonerer ikke særlig godt med bestræbelserne om at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, så flere unge vælger dem, siger Kristian Thulesen Dahl.
Hos De Konservative vil formand Søren Pape Poulsen have partierne til at se på de takster, de forskellige uddannelser får per elev på skolerne.
- Det har været sådan i flere år, at der er forskellige takster alt efter, hvilken skole man er på. Det er værd at diskutere, om den skævvridning er fair, og hvad vi kan gøre ved den. Om ikke på kort sigt, så i hvert fald på langt sigt, siger han.
Der er lagt op til, at uddannelsessektoren skal spare to procent om året som en del af det såkaldte omprioriteringsbidrag.
På finansloven for 2016 blev erhvervsskolerne hjulpet, ved at man udlignede besparelsen med en såkaldt ekstraordinær kvalitetsudviklingspulje på 150 millioner kroner.
De penge svarede nogenlunde til det, der ellers skulle være sparet.
Regeringen lægger i sit finanslovsudspil op til, at den pulje videreføres, så erhvervsskolerne igen til dels undgår besparelserne.
Det blev også aftalt med arbejdsmarkedets parter under trepartsforhandlingerne, men kan først vedtages på finansloven.
Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby ser positivt på at nå til enighed om forslaget.
- Vi har spillet ud med en pulje, og jeg hører, at de andre partier siger noget tilsvarende. Hvordan det så konkret skal udmøntes, det diskuterer vi i fællesskab, siger hun.
/ritzau/