DF fastholder kovending: Væk med sparekrav på sygehuse næste år

Først kunne det ikke lade sig gøre. Så kunne det godt. Nu slår DF fast: Produktivitetskrav kan sløjfes i 2018.
Det årlige produktivitetskrav på to procent på sygehusene skal fjernes i 2018, mener DF.
Det årlige produktivitetskrav på to procent på sygehusene skal fjernes i 2018, mener DF. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix/arkiv

Det kan godt lade sig gøre at fjerne produktivitetskravet på to procent, som regeringen og regionerne er blevet enige om for næste år.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, under torsdagens førstebehandling af finansloven for 2018.

- Vi ønsker, at toprocentskravet skal væk også gerne i 2018. Kan det lade sig gøre i 2018? Det mener vi faktisk godt, at det kan, siger DF's finansordfører René Christensen under førstebehandlingen af finansloven.

Sygehusene har siden 00'erne været underlagt et årligt produktivitetskrav, der pålægger dem at øge aktiviteten med to procent. Altså der skal løbes hurtigere for de samme penge.

Socialdemokratiet har samme ambition som DF. Men da S i sidste måned meldte ud, at man ønskede produktivitetskravet sløjfet allerede i 2018, afviste DF, at det kunne ske så hurtigt.

DF og René Christensen ændrede dog hurtigt holdning, og torsdag slår DF-ordføreren altså fast, at regeringens støtteparti anser det for realistisk at fjerne produktivitetskravet næste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.