"Vi kan bare ikke have et retssamfund, hvor man selv beslutter, hvilke mennesker, der skal hænges ud for eventuel kriminalitet".
Sådan siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) efter Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær fra sin position i Folketingets retsudvalg ønsker, at gøre det lovligt for butiksejere at lægge overvågningsmateriale fra butikstyverier på for eksempel Facebook.
Dennis Flydtkjær siger til TV Midtvest, at han "ser det som moderne nabohjælp, hvor de sociale medier er et værktøj til at beskytte hinanden":
- Butiksejerne har oplevet, at politiet ikke er gået ud med det, eller det er gået langsomt, og så har de selv delt det og fået en bøde. Det er ærgerligt, for de skal have hjælp i stedet. Det er urimeligt, at de ser deres butikker bliver plyndret igen og igen, siger Dennis Flydtkjær til tv-stationen.
Søren Pape Poulsen erkender, at der er "groteske eksempler" på, at politiet har haft en langsom behandling af overvågningsvideoer, og fortæller til tv-stationen, at han har indskærpet overfor politiet, at der skal arbejdes hurtigere.
- Vi lever i et retssamfund, og det nytter ikke noget, at det er folk, der selv tager stilling til, hvad der skal offentliggøres om mulige kriminelle. Det er politiet, og de skal så lægge det hurtigt frem, siger justitsministeren.
Men Dennis Flydtkjær mener ikke, at det går udover retssikkerheden, når butiksejere lægger overvågningsmateriale på internettet.
- Det er stadig politiet, der skal behandle sagen, og domstolen, der skal give en dom. Men det handler om at få de her sager opklaret hurtigst muligt, og hvorfor så ikke bruge de muligheder, man har. Man kan se, at de hurtigt har fået nogle navne frem i de tilfælde, hvor det er sket.