DF-bagland til partitop: Skru bissen på og kæmp mod social dumping

Regeringens indsats mod social dumping er for slap, og derfor ser lokalformændene i Dansk Folkeparti gerne, at partitoppen på Christiansborg skruer bissen på og tilkæmper sig ekstra penge til Arbejdstilsynet.
"Jeg kan da ikke lade være med at undre mig, når jeg går forbi et byggeri, hvis der ikke står et skilt med en bygherre på," siger Kim Kristensen, lokalformand for DF i Herlev.
"Jeg kan da ikke lade være med at undre mig, når jeg går forbi et byggeri, hvis der ikke står et skilt med en bygherre på," siger Kim Kristensen, lokalformand for DF i Herlev. Foto: Privat

Østeuropæiske håndværkere, chauffører og slagteriarbejdere, der kommer til Danmark og tager jobbet fra danskere og presser deres løn, er vokset i omfang, mens regeringen sover i timen og lader stå til i forhold til social dumping.

Det mener Nicolai Estrup, der er lokalformand for Dansk Folkeparti i Randers.

- Det er en glidebane, der bare fortsætter. Man kunne sagtens gøre langt mere fra regeringens side for at bekæmpe social dumping, siger han.

Nicolai Estrup er helt på linje med mange andre lokalformænd i Dansk Folkeparti. Det viser en rundspørge, som Avisen.dk har gennemført. 32 ud af 98 lokalformænd har deltaget.

Selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ, giver den et klart fingerpeg om, at baglandet vil have DF-toppen til at kæmpe for flere penge til at bekæmpe social dumping.

Bekæmp cabotagekørsel

Lokalformændene skal deltage i Dansk Folkepartis årsmøde i Herning i weekenden, og de forventer, at arbejdskraftens frie bevægelighed i EU og social dumping kommer til at fylde en del i debatten.

Christian Sødergreen, lokalformand i Egedal Kommune, mener også, at der skal gøres mere for at bekæmpe løntrykkeri fra billig østeuropæisk arbejdskraft.

- Jeg mener, at man skal sætte ind over for cabotagekørsel med udenlandske lastvognschauffører, som presser de danske chauffører. Det har jeg også oplevet i forbindelse med mit arbejde i Københavns Lufthavn som portør, hvor vi ofte ser udenlandske chauffører komme med lasten, siger han.  

Kim Kristensen, lokalformand i Herlev, noterer, at byggeriet boomer mange steder i kommunen. Og når kontrollen med social dumping halter i både SKAT og Arbejdstilsynet, giver det let spil, mener han.

- Jeg kan da ikke lade være med at undre mig, når jeg går forbi et byggeri, hvis der ikke står et skilt med en bygherre på. Det kan da få en til at spekulere på, om man prøver at gå stille med dørene og få både Skat og Arbejdstilsynet til at holde sig væk.

Kim Kristensen kalder indsatsen mod social dumping på skatteområdet helt utilstrækkelig og ser gerne flere ressourcer øremærket til bekæmpelse af social dumping hos både SKAT og Arbejdstilsynet.

Den danske grænse er ikke åben for alle 

DF-lokalformand i Rødovre Per Brun mener, at Kristian Thulesen Dahl og den øvrige partitop skal give kampen mod social dumping topprioritet og insistere på at få flere penge til Arbejdstilsynet og ekstra kontrol med østeuropæisk arbejdskraft i de kommende finanslovsforhandlinger.

- Der skal tages bedre hånd om social dumping. Og derfor skal der ikke spares penge sådan nogle steder som Arbejdstilsynet men bruges flere penge, siger han.

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, fremhæver, at han er helt enig med lokalformændenes ønske om at få sat en stopper for social dumping.

- Vi mener også, at regeringen har gjort alt for lidt for at komme social dumping til livs. Det er derfor, vi har presset på for at være langt mere restriktive med, hvem der kommer ind i landet og tilbyder deres arbejdskraft, siger han.

Regeringen for langt fremme med sparekniven

I de kommende finanslovsforhandlinger har regeringen afsat en såkaldt forhandlingsreserve på 2,5 milliarder kroner årligt fra 2018 og tre år frem. Reserven skal gå til politi, medfinansiering af et nyt forsvarsforlig, kriminalforsorg og 'ordnede forhold på arbejdsmarkedet' og forhandles på plads med støttepartiet Dansk Folkeparti i efteråret.

Er der ikke en risiko for, at kampen mod social dumping ikke får ret mange penge ud af 2,5 milliarder, når forsvar, politi og fængsler også skal have noget?

- Det er klart, at vi vil kæmpe for flest muligt penge til øget indsats mod social dumping. Det skal være et pænt beløb af de 2,5 milliarder kroner, siger Bent Bøgsted men vil ikke sætte kroner og øre på ambitionen.

Regeringen lægger også op til besparelser på Arbejdstilsynet, og det kan også ramme indsatsen mod social dumping. Vil Dansk Folkeparti acceptere det?

- Forhandlingerne om besparelserne på Arbejdstilsynet er ikke begyndt endnu, men vi vil ikke bare acceptere besparelser her. Vi skal væk fra den såkaldte elevatorpolitik, hvor Arbejdstilsynet først afskediger og så ansætter folk, siger Bent Bøgsted.

Flertal af DF-lokalformænd: Indsats mod social dumping er for ringe  

 

Er den indsats, som regeringen fører mod social dumping, tilstrækkelig?

 

 

Antal lokalformænd

Ja, det er den.

2 (6 procent)

Nej, der bør gøres mere.

28 (88 procent)

Ved ikke

2 (6 procent)

 

 Kilde: Rundspørge for Avisen.dk til 98 lokalformænd fra Dansk Folkeparti gennemført i september 2017. 32 af dem har besvaret spørgsmålet. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.