Forsvarsminister Søren Gade (V) har i et interview opfordret til, at man forhandler med den yderst religiøse og militante afghanske Taleban-bevægelse og inddrager dem i den politiske proces i landet. Kunne det få dem til at lægge våbnene, ville det spare mange menneskeliv, mener ministeren.
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, kan næsten ikke tro sine egne ører:
- Jeg håber, at det er en misforståelse, at forsvarsministeren foreslår, at vi skal forhandle med Taleban. Det skal vi ikke. Ligesom man ikke skulle forhandle med SS og nazisterne, før de var nedkæmpet. Jeg håber ministeren besinder sig, for det her er en helt ny og forkert kurs i forhold til al-Qaeda og Taleban, siger han.
Søren Espersen mener først forhandlinger kan komme på tale, når fjenden har overgivet sig:
- Vores holdning er, at man ikke slutter fred med sine fjender. Man slutter fred med sine tidligere fjender. Hvis Taleban på eget initiativ overgiver sig og nedlægger våbnene, så kan vi snakke om det, siger han.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, er lodret uenig og bakker op om forsvarsministerens udtalelser.
- Vi kan jo ikke modsætte os, at Afghanistans folkevalgte præsident afsøger muligheden for at forhandle med Taleban, såfremt de afsværger enhver forbindelse til al-Qaeda. Det skal vi heller ikke. Mange konflikter kan simpelthen ikke løses, hvis man ikke er villig til et ærligt kompromis. Det afgørende er, hvad Taleban forpligter sig til i fremtiden, siger Mogens Lykketoft, der selv opfordrede til forhandlinger i sidste uge.
Også den britiske forsvarsminister, Des Browne, har for nyligt givet udtryk for et ønske tilsvarende Søren Gades.