Ingen tvivl om, at situationen i Burma er meget alvorlig. Når militærstyret med vold undertrykker demonstranter, og skyder munke, så gør det stærkt indtryk. Andet ville være unaturligt, og desværre er det ikke nyt, at regimet i Burma undertrykker menneskerettigheder.
Så hvorfor siger vi ikke stop, når vi i andre tilfælde har solgt vores aktier i selskaber, der ikke lever op til ATP’s krav om social ansvarlighed? Dilemmaet er, om det tjener befolkningen i Burma bedst, at der opretholdes relationer til omverdenen, eller om isolation og blokade er at foretrække. Det er et politisk valg.
ATP investerer dagligt 4,4 millioner danskeres pensionsopsparing og repræsenterer hele den danske befolkning. Derfor støtter ATP sig til de retningslinjer Folketinget og det internationale samfund – blandt andet EU og FN – udstikker. Og her har man endnu ikke valgt at stoppe samhandlen med Burma.
Vi kan derfor godt investere i selskaber, som har aktiviteter i Burma, hvis de opfører sig ordentligt og overholder internationale konventioner om bl.a. menneskerettigheder og beskyttelse af arbejderne – i modsætning til regimet. Den franske olieproducent Total’s aktiviteter i Burma overholder ifølge ATP’s omfattende under-søgelser de internationale konventioner.
Vi finder derfor ikke grundlag for at kritisere Total i Burma. Social ansvarlighed er en vigtig og integreret del af ATP’s investeringspolitik. Verden er imidlertid ikke sort-hvid. Dilemmaerne er til at få øje på.