Især for lærerne har årets overenskomstforhandlinger været et dramatisk forløb. Men nu er resultatet tikket ind på lystavlen, og det blev til et JA. 75 procent stemte for med en stemmeprocent på 78 procent.
Men formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har ikke haft ubetinget succes med at sælge den nye overenskomst til sine medlemmer.
Med 25 procent nej-stemmer, har det nemlig været langt mere tæt, end det har været i mange andre forbund, hvor det blev til et rungende ja. Hver fjerde lærer vendte nemlig tommelfingeren nedad, mens over 90 procent i langt de fleste andre forbund har stemt ja.
Der har været spænding om resultatet af afstemningen i Danmarks Lærerforening, da især aftalen om lærernes arbejdstid var et centralt punkt i overenskomstforhandlingerne.
Kampen bølgede frem og tilbage, hvor Danmarks Lærerforening kæmpede for en ny arbejdstidsaftale og på et tidspunkt så det ud til, at punktet kunne ende med at kaste Danmark ud i storkonflikt.
Årsagen til det var, at den såkaldte musketered betød, at alle fagforbund stod "skulder ved skulder" og ville have en samlet aftale hjem.
Her viste arbejdstidsaftalen sig at være særlig svær at få igennem, og da en række forbund med chefforhandler Dennis Kristensen valgte at lave en aftale med arbejdsgiverne uden om andre forbund, var der en frygt for, at lærerne ville stå med røven bar og muligvis ende med at stå alene i en konflikt, som det var tilfældet i 2013.
Til sidst endte punktet med at blive sparket til hjørne, da arbejdsgivere og lønmodtagernes organisation besluttede, at en kommision frem mod 2021 skulle se nærmere på lærernes arbejdstid, hvorefter eksperterne skal komme med en anbefaling.
Debatten har bølget om den nedsatte kommision, der skal ledes af Per B. Christensen, der er tidligere direktør i Børne- og Kulturforvaltningen i Næstved Kommune.
LÆS MERE: Må ikke blive en syltekrukke: Ny kommission følges tæt
Er det et fremskridt, eller er det en syltekrukke? Med et JA til overenskomsten må man tolke det som, at optimisterne har været i flertal hos Danmarks Lærerforening.