1. januar åbner en forsøgsordning med medicinsk cannabis. Men de praktiserende lægers videnskabelige selskab, DSAM, fraråder sine medlemmer at udskrive medicinen. Selskabet mener ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for effekt og bivirkninger.
LÆS her mere om ordningen:
* Et flertal i Folketinget har bestemt, at en afgrænset patientgruppe kan få lægeordineret cannabis fra 1. januar 2018.
* Patienter med følgende indikationer kan blive omfattet af forsøgsordningen: Sklerose, rygmarvsskade, kronisk smertebehandling og kvalme/opkastning efter kemoterapi.
* For alle patientgrupper gælder det, at godkendte lægemidler bør være afprøvet, inden behandling med medicinsk cannabis forsøges.
* Det vil altid være den ordinerende læge, der med inddragelse af patienten beslutter, hvornår medicinsk cannabis skal anvendes i behandlingen.
* Forsøgsordningen skal evalueres efter fire år, og herefter skal det overvejes, om den skal gøres permanent.
* Oprindelig var det planen, at den danske stat skulle købe cannabis i udlandet. Siden har regeringen besluttet at give danske landmænd lov til at producere.
* I forvejen er der en række tilladte cannabis-præparater i Danmark. Men de er syntetisk fremstillede og giver ikke alle en effekt.
* Det bliver lægerne, der skal udskrive den medicinske cannabis, og apotekerne der skal udlevere den.
Derfor siger lægerne nej:
* Der mangler dokumentation for de gavnlige virkninger.
* Der mangler viden om bivirkninger.
* Der mangler forsøg, hvor patienter fordeles tilfældigt til enten at modtage en eksperimentel behandling eller en kontrolbehandling.
* Det er et ikke-godkendt lægemiddel.
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet, DSAM, Ritzau.